Brudstykker fra flygtningelejre

For halvandet år siden, var jeg på reportagerejse til Kenya, Djibouti og Etiopien med Dansk Flygtningehjælp. Under rejsen delte jeg brudstykker af mine oplevelser på min Facebook. Dem har jeg samlet her.

18. august 2016

De næste uger er jeg og Klaus Bo i Østafrika for at besøge og berette fra nogle af Dansk Flygtningehjælps projekter i den her del af verden. Det vil være fuldstændig umuligt at besøge bare en brøkdel. Dansk Flygtningehjælp har omkring 1.000 ansatte og hjælper tusinder og atter tusinder i regionen, vi når (desværre) kun at tale med en stak håndfulde. De seneste to dage har vi tilbragt i Nairobi, hvor vi blandt andet mødte Stephanie, som sidder til højre for mig på billedet. Det var godt at slutte dagen af med at tale med hende.

Det er sjældent et godt liv at være flygtning her i Nairobi (ligesom mange andre steder). Ordene struggle, hard, terrorize, hungry, attack og så videre blev ved med at dukke op i alle samtaler i løbet af dagen. Stephanie brugte også flere af dem, men hun så også fremad mod noget, der var bedre end det, hun kommer fra. Hun er på vej og er fast besluttet på at klare sig. Hun har været på et to ugers kursus hos Dansk Flygtningehjælp, hvor hun har fået undervisning i en række ting som at lave hennatatoveringer og at lave sæbe og shampoo. Hun har fået arbejde i ‘Pretty Lady Beauty & Hair Salon’, hvor hun ordner hår og negle. Ved siden af laver hun sæbe og sælger til en lokal skole. “I dag bor mig og min søster i en lejlighed i stedet for i slummen,” fortalte hun mig med et genert smil. Nogle gange kan to uger gøre alverden til forskel.

18. august 2016

Jeg er på ingen måde for fin til at give en hånd, når kollegerne har brug for den. Angela var i går i færd med at fotografere trækunst, som skal sættes til salg på en webshop, som DRC Kenya har lavet, da hun havde brug for en hånd og Klaus Bo fangede øjeblikket.

Når ting bliver solgt, går pengene direkte til de flygtninge, som har fremstillet tingen.

Et af de helt store problemer for flygtninge i Nairobi er at finde arbejde og tjene penge til mad, husleje, lægehjælp, skolegebyrer etc. etc. etc. Det er mere eller mindre umuligt at få arbejde og når man fremstiller produkter som træsnittet på fotoet er det svært at finde steder at sælge dem. Så vores kontor i Kenya har lavet en FB-side, hvor man kan købe alskens ting.

Jeg snuppede selv en fin, fin halskæde, da jeg besøgte rwandiske Clementine, der ikke længere kan arbejde efter en dobbelt-diskosprolaps. Så er det satme svært at være flygtning uden midler. Men hun er vanvittigt talentfuld til perler og laver de fineste ting. Nu håber hun, at FB-siden kan hjælpe hende til at finde kunder. Der kommer meget mere om alle de her ting de næste uger, når jeg får skrevet artikler etc. færdige og får delt dem med kollegerne derhjemme.

Hvis det nu går helt galt hernede, så har jeg da i mindste en strålede udsigt til en alternativ karriere som træsnit-støtte.

19. august 2016

Fuldstændig hypotetisk spørgsmål: Er det ok at være rimelig grædefærdig over at være endt på det værelse, hvor AC’en er i stykker, når man befinder sig i en flygtningelejr med 155.000 indbyggere, der nok aldrig har oplevet aircon? Jeg skulle spørge fra en ven…

20. august 2016

Sådan her ser det ud, når man kører igennem et (meget lille) stykke af en flygtningelejr, som er i færd med at blive bygget. Lige nu venter 2.000 mennesker på, at de her huse bliver færdige. Og hver uge kommer hundredvis flere, på flugt fra kampene i Sydsudan. Dansk Flygtningehjælp arbejder her i Kalobeyei blandt andet med beskyttelse af og hjælp til ofre for seksuelle overgreb. Kalobeyei er den femte og nyeste del af Kakuma-lejren, hvor jeg er lige nu. Alt for mange barske historier samlet på et alt for lille og trøstesløst sted.

21. august 2o16

Jeg er tilbage i Nairobi efter nogle dage i Kakuma-lejren i det nordvestlige Kenya. I går tog vi ned i den yderste udkant af den nyeste del af lejren. Det var egentlig meningen, at den nye del, Kalobeyei, skulle aflaste de andre, overfyldte dele. Men så brød der kampe ud omkring Sydsudans hovedstad Juba den 7. juli. Nu strømmer det ind med med flygtninge derfra.

I går talte med jeg nogle af dem, der har reddet sig ud af Sydsudan med livet i behold. Ikke så meget mere dog. Jeg gik ekstremt analystisk til opgaven. Jeg talte med folk, hørte deres historier – gennem tolke desværre, jeg havde virkelig gerne villet kunne forstå deres egne ord – så på nybyggede huse med presseningvægge og talte ejendele og børn. Når jeg står i sådan en situation, går det ikke at blive påvirket af den. Så kan jeg ikke gøre mit arbejde.

Nu har jeg skrevet deres historier, og deres omstændigheder begynder så småt at sive ind i sprækkerne af mit hårde fernis Jeg har ikke tid til, at det gør det. Om fem en halv time bliver jeg hentet på hotellet for at tage til Djibouti og tale med flere flygtninge.

Giv lige jeres elskede et ekstra kram i aften. Vi er meget, meget heldige.

 23. august 2016

I dag kom en kvinde på min alder hen mod mig i Markazi-flygtningelejren i det nordlige Djibouti. Hun vinkede mig hen til hende:

“You speak Swedish?”

“Jeg pratar litan svenska,” svarede jeg hende.

Hun havde nu ikke lyst til at tale svensk. I stedet rakte hun en krøllet kopi af et brev frem mod mig. Det var fra Migrationsverket. Der stod, at de manglede oplysninger i hendes sag og at hun skulle aftale et interview med ambassaden.

“My sister in Sweden. I want to go to her,” fortalte hun og viste ID-kort og kopier af breve. Jeg oversatte brevet til engelsk, som så blev oversat til arabisk.

Hun hedder Fatouma, er fra Yemen og har boet i Markazi-lejren i halvandet år. Den ligger på vindblæst slette seks kilometer fra havet. Jorden er hård og tør og vinden rammer som en ovn. I går var der 46 grader – luftfugtigheden får det til at føles fem grader varmere.

“Her er dejlig køligt nu, i sidste uge, var det slemt,” fortalte en af beboerne.

Fatouma viste mig sit ID-kort. Hun er på min alder. Hun ser 20 år ældre ud end mig.

“I need embassy or consulate? No Sweden embassy in Djibouti. Can you help me go to Sweden?”

En af de sværeste ting ved at rejse til steder som dette er den totale magtesløshed. Næsten alle, jeg taler med, spørger, om jeg kan hjælpe dem. Med mad. Med arbejde. Med sko til deres børn. Med adgang til Europa. Hver gang må jeg sige nej. Jeg kan desværre ikke hjælpe.

Jeg håber, at svenskerne kan hjælpe Fatouma, men jeg tvivler. Hvis reglerne på den anden side af Sundet er ligesom i Danmark, så kan hun ikke blive familiesammenført med sin søster, fordi hun er over 18. Så er hendes eneste mulighed for at komme væk at søge om at blive kvoteflygtning gennem FN. At få den status, bliver sammenlignet med at vinde i lotteriet.

Ellers kan hun blive her. I 46 grader. Leve af små madrationer. Aldrig grøntsager. Ingen mulighed for at arbejde eller flytte sig. Bare leve en dag efter den anden i heden indtil der en dag ikke længere er flere dage.

23. august 2016

Sådan her ser det ud, når varmen har ramt min tankestrøm og jeg på dansk forsøger at forklare min kenyanske kollega, hvordan han skal være kameramand. Opdager fejlen nogenlunde halvvejs. Heldigvis forstår Rufus mig efterhånden så godt, at han ved, hvad jeg mener, også når jeg absolut ikke giver mening 

24. august 2016

I dag stod jeg i 46 grader og ventede på nogle kolleger udenfor et telt. Der var ingen skygge og efter en dag med den ene triste historie efter den anden, var jeg ved at sætte mig ned og tude. Så skete det her. Det var en god måde at slutte dagen på!

25. august 2016

Jeg skulle egentlig sove, men Graces blik bliver ved med at træde frem på indersiden af mine øjenlåg. Ikke mindst på grund af Klaus Bos foto af hende, som jeg ikke kan lade være at vende tilbage til og ikke kan holde ud at se på.

Jeg har nedfældet lidt tanker om Grace og de historier, der sidder fast, hos POINT of VIEW International her.

Jeg håber, at Dansk Flygtningehjælp kan hjælpe Grace med at opfylde sit højeste ønske for fremtiden og at jeg en dag kan møde hende igen i en anden virkelighed, end den hun bor i nu.

29. august 2016

Jeg er tilbage i Nairobi efter to fuldstændig fantastiske, hårde, vanvittige uger. Jeg har talt med en del flygtninge. Det er barske historier. Jeg har talt med en del kolleger, som arbejder i flygtningelejre. De er inspirerende.

Men jeg har kun været afsted i to uger. Jeg har kun været i fem lejre. Jeg har kun interviewet omkring 50 mennesker.

Et af dem er Ruth. Hun er netop flygtet fra Sydsudan til Kenya. Hun har ingenting med sig og er fuldstændig afhængig af organisationer som Dansk Flygtningehjælp. Ruth kaldte mig sin datter, da jeg forlod lejren.

Der er 65,3 millioner flygtninge og fordrevne på verdensplan. Det er lige nu mere, end jeg rigtig kan tage ind.

Hvor ville jeg ønske, at menneskeheden var bedre til at passe på os selv og hinanden.

Fotos: Klaus Bo

Skriv et svar